Det danske sundhedsvæsen giver en stærk grundtryghed, også når arbejdslivet slutter. Alligevel kommer mange pensionister til at betale mærkbart af egen lomme til især tandlæge, briller, høreapparater, medicin og behandlinger i praksissektoren. Den del kan mærkes i økonomien, når indkomsten falder. Et klart overblik og et enkelt budget for sundhedsudgifterne kan derfor gøre en stor forskel for både tryghed og handlefrihed i pensionen.
Egenbetalingen fylder mere, end mange forestiller sig. Husholdningerne står i gennemsnit selv for omkring 13 procent af de samlede sundhedsudgifter i Danmark. Det er især tandpleje, medicin og andre praksisydelser, der trækker op. Voksne betaler grundlæggende det meste af tandplejen selv, ligesom briller, en del hjælpemidler, fodterapi og psykolog typisk ikke er fuldt dækket. Der findes forskellige tilskud og ordninger, men de er ofte målrettet bestemte grupper og kan ikke tages for givet. Økonomien i pensionen kommer derfor mere i balance, når der ikke alene regnes med det offentlige, men også lægges en konkret plan for den del, der er egenbetaling.
Medicinudgifter og stigende forbrug med alderen
Medicinudgifter er et godt eksempel. Tilskud til receptpligtig, tilskudsberettiget medicin stiger i takt med det årlige forbrug. I 2025 får voksne først fuldt tilskud på 100 procent, når de samlede udgifter i tilskudsperioden når over 22.055 kroner, og egenbetalingen maksimalt har været cirka 4.735 kroner. For mange vil udgiften ligge under dette loft, men selv en årlig egenbetaling på nogle tusinde kroner kan være betydelig, hvis pensionen er presset. Samtidig stiger medicinforbruget typisk med alderen, især ved kroniske sygdomme. Et realistisk pensionsbudget bør derfor have en særskilt post til både løbende medicin og eventuelle “stød”, hvor forbruget pludseligt stiger.
Tandpleje og syn er to andre områder, hvor der ofte opstår uventede regninger. De regelmæssige tandeftersyn og mindre behandlinger kan som udgangspunkt passes ind i et almindeligt månedligt budget, men større arbejder som kroner, broer eller implantater kan hurtigt løbe op. Briller, nye glas og høreapparater kan også blive til femcifrede beløb over få år. Økonomisk trængte kan i nogle tilfælde få kommunalt tandtilskud efter aktivloven, og der eksisterer særlige og gratis ordninger på enkelte områder. De er dog målrettede og forbundet med betingelser, så de egner sig dårligt som grundlag for en langsigtet privat økonomiplan.
Brug for at tale om din pension? Det er gratis og uforpligtende
Forsikringer som supplement til det offentlige
Mange vælger at supplere den offentlige dækning med Sygeforsikringen “danmark” eller en privat sundhedsforsikring. “danmark” giver kontante tilskud til blandt andet tandlæge, briller, fysioterapi, psykolog og medicin, mod et løbende kontingent. Gruppe S koster eksempelvis 429 kroner pr. kvartal i 2025. En privat sundhedsforsikring, ofte via arbejdsgiver, kan give hurtig adgang til behandlinger som operationer, speciallæger og psykolog, men dækker typisk ikke tandlæge og briller. Fælles for ordningerne er, at de kræver indmeldelse, mens man stadig er relativt rask. Venter man for længe, kan helbredet gøre det svært at blive optaget eller give begrænset dækning. Forsikring kan derfor være et nyttigt supplement, men den kan sjældent stå alene som løsning på alle fremtidige sundhedsudgifter.
En praktisk måde at strukturere sundhedsøkonomien på er at skelne mellem daglige, forudsigelige udgifter og større, usikre engangsbeløb. Løbende poster omfatter typisk tandeftersyn, almindelig medicin, briller med nogle års mellemrum og enkelte behandlinger hos fysioterapeut eller psykolog. De kan ofte rummes i det almindelige forbrugsbudget. De større og mere uforudsigelige udgifter som omfattende tandarbejde, langvarige psykologforløb eller ekstra hjælpemidler kan med fordel dækkes af en særskilt reserve. Enten i frie midler eller som en form for “sundhedsbuffer” på pensionen, som man kun rører ved, når de store regninger dukker op.
Pensionsopsparing målrettet sundhedsudgifter
Pensionsopsparingen kan indrettes med sundhedsudgifter for øje. Fradragsberettigede ordninger som ratepension og livsvarig livrente giver mulighed for at indbetale med skattefradrag. I 2025 kan op til 65.500 kroner årligt fratrækkes på ratepension og ophørende livrente, mens en privattegnet livsvarig livrente har et særligt opfyldningsfradrag på 60.300 kroner. Samlet kan 83.800 kroner i fradragsberettigede indbetalinger indgå i beregningen af ekstra pensionsfradrag. For personer med højst 15 år til folkepensionsalderen er fradragsprocenten her 32 procent, hvilket gør disse år særligt interessante, hvis der ønskes en solid økonomisk reserve til blandt andet fremtidige sundhedsudgifter.
Hvordan midlerne bedst fordeles mellem ratepension og livrente, kan afhænge af både tidshorisont, risikovillighed og ønsket fleksibilitet i udbetalingerne. En del af opsparingen kan med fordel reserveres som en målrettet sundhedspulje, der kan finansiere de udgifter, der ikke dækkes af det offentlige eller af forsikringer.
Aldersopsparing som sundhedsbuffer
Aldersopsparingen spiller en særlig rolle i denne sammenhæng. Her er der ingen fradragsret ved indbetaling, men til gengæld er udbetalingerne skattefri og tæller ikke med i indkomstgrundlaget for pensionstillægget. I 2025 er loftet 9.400 kroner om året, og fra syvende år før folkepensionsalderen kan loftet stige til 61.200 kroner årligt, hvis betingelserne er opfyldt. Kombinationen af skattefri udbetaling og ingen påvirkning af pensionstillægget gør aldersopsparing velegnet som målrettet sundhedsbuffer. Midlerne kan frigives i pensionistårene til for eksempel tandbehandlinger, briller eller egenbetaling til medicin, uden at presset på de løbende offentlige ydelser forøges.
En vigtig faldgrube handler om fradragslofterne. Mange indbetaler år efter år over grænserne på især ratepension og mister dermed en del af fradragsværdien. Når der specifikt spares op til sundhedsudgifter i pensionen, bliver det ekstra uhensigtsmæssigt, fordi den langsigtede reserve dermed bliver dyrere end nødvendigt. En enkel gennemgang af, hvor meget der allerede indbetales via arbejdsgiverordninger, og hvor meget der eventuelt lægges oveni privat, kan afsløre, om en del af opsparingen med fordel kan flyttes til aldersopsparing eller frie midler. Det giver typisk en bedre balance mellem skat, fleksibilitet og fremtidig likviditet.
Samspil med skat og offentlige ydelser
Samspillet mellem pensionsudbetalinger og offentlige ydelser er også værd at have med. Udbetalinger fra ratepension og livrente er skattepligtige som personlig indkomst. En høj samlet pensionsindkomst kan reducere blandt andet pensionstillægget. En sundhedsreserve på disse ordninger kan derfor i nogle tilfælde give mindre nettoudbytte end forventet, når skat og samspil med ydelser medregnes. Her kan en delvis omlægning til aldersopsparing eller frie midler give større råderum, selvom indbetalingerne ikke udløser fradrag på samme måde.
Det kan være relevant at tænke beskatning af pension og påvirkningen af pensionstillægget ind i planlægningen, så den del af formuen, der reserveres til sundhedsudgifter, giver mest muligt igen efter skat og modregning.
Flere politiske initiativer er på vej, men ændrer ikke grundbilledet. Fra 1. januar 2027 slipper svækkede ældre på de nye sundheds og omsorgspladser for egenbetaling til ophold og nødvendig medicin, hvilket mindsker udgifterne for netop denne gruppe. Ordningen ændrer dog ikke ved egenbetalingen for dem, der bor i egen bolig eller på traditionelt plejehjem. Det giver derfor fortsat mening at planlægge ud fra, at hverdagsudgifter til helbred stort set forbliver private, og se nye tiltag som et muligt supplement, ikke som noget der i sig selv fjerner behovet for egen planlægning.
En enkel tommelfingerregel kan være, at pensionsbudgettet indeholder tre særskilte poster: et beløb til løbende sundhedsudgifter, en årlig ramme til medicin på mindst nogle tusinde kroner og en langsigtet reserve til de store enkeltudgifter. Reserven kan ligge i en aldersopsparing, i frie midler eller fordelt mellem disse, alt efter skatteforhold og øvrig pensionsøkonomi. Ovenpå dette kan der efter behov tilvælges forsikringer som “danmark” og sundhedsforsikring, hvis helbred, økonomi og præmier hænger fornuftigt sammen.
Afslutningsvis giver det ro at vide, at sundhedsudgifterne i pensionen ikke blot overlades til tilfældigheder. En realistisk forventning til egenbetaling, et gennemtænkt samspil mellem pension, aldersopsparing og frie midler og et kritisk blik på forsikringer og fradragslofter skaber et mere robust grundlag. Så bliver der bedre plads til at bruge energien på trivsel og hverdag, mens økonomien kan bære både de små og de store sundhedsregninger gennem pensionsårene.
