Formålet her er at give et nøgternt overblik: Hvilke sundhedsudgifter kan ramme i pensionen, hvordan kan de indarbejdes i budgettet, og hvilke valg omkring forsikring, opsparing og skat er værd at tænke igennem i god tid.

Hvad dækker det offentlige – og hvad gør ikke?

Det danske sundhedsvæsen løfter en stor del af regningen. Læge, sygehusbehandling og mange kommunale tilbud er fortsat uden direkte betaling ved brug. Det gælder også visse hjælpemidler og genoptræning, som kan være gratis eller stærkt subsidieret.

Alligevel er der en række områder, hvor egenbetalingen fylder:

• Tandpleje, inklusive større behandlinger
• Briller og kontaktlinser
• Høreapparater, især ved valg af bestemte modeller eller private løsninger
• Medicin, hvor der trods tilskud ofte er betydelig egenbetaling
• Fysioterapi uden lægehenvisning og dele af andre behandlinger
• Plejeudgifter til fx madservice, vask og ekstra ydelser i kommunen

En solid pensionsplan skelner derfor mellem almindelige leveomkostninger og en særskilt post til sundhed og pleje. Begge dele påvirker din hverdag, men risikoen for udsving er typisk størst på sundhedsområdet.

Brug for at tale om din pension? Det er gratis og uforpligtende

[contact-form-7]

Sundhedsudgifter stiger oftest sent – men kræver tidlig plan

Forskning peger på, at sundhedsudgifterne især samler sig i de sidste leveår, uanset om man bliver 70 eller 90. Plejeudgifter i kommunerne forventes desuden at stige i takt med flere ældre. Det betyder ikke nødvendigvis, at hele alderdommen bliver dyr. Problemet er, at tidspunktet for sygdom ikke kan forudsiges.

En praktisk konsekvens er, at en økonomisk buffer helst skal være på plads allerede ved pensionering. Hvis de store udgifter først kommer som 85-årig, er det en fordel, at midlerne ikke skal skaffes i sidste øjeblik gennem hastesalg af bolig eller værdipapirer.

Når sundhedsforsikringen forsvinder med jobbet

Omkring 2,7 millioner danskere har i dag sundhedsforsikring gennem arbejdet. For mange har den ordning været en selvfølge gennem et langt arbejdsliv og har givet adgang til hurtig diagnose, behandling hos speciallæger, fysioterapi eller psykolog.

Et typisk skift sker ved pensionen: Forsikringen stopper, eller dækningen bliver væsentligt reduceret. En undersøgelse blandt 60–75-årige viser, at kun cirka hver femte i den gruppe har en sundhedsforsikring. Mange opdager først sent, at arbejdsgiverordningen ikke følger automatisk med over i pensionisttilværelsen.

Samtidig har den type forsikring i arbejdslivet været et skattepligtigt personalegode. Præmien har påvirket løbende skat, men ikke pensionsskatten direkte. Som pensionist betales en eventuel senior-sundhedsforsikring typisk af beskattede midler og kan desuden stige i pris med alderen. Derfor bliver spørgsmålet ikke kun, om man ønsker forsikring, men om den passer til ens økonomi og behov.

Pensionsselskabernes sundhedsordninger – hvor længe gælder de?

Flere pensionsselskaber tilbyder sundhedsordninger som en del af pensionspakken. Det kan være online læge, hurtig diagnose, fysioterapi eller andre behandlinger. I praksis reducerer det behovet for privat egenbetaling, mens man stadig er tilknyttet arbejdsmarkedet.

De konkrete vilkår varierer, men to punkter er centrale at få klarhed over:

• Hvor længe løber sundhedsordningen, hvis du går ned i tid eller helt på pension?
• Hvilke ydelser ophører, og hvilke kan evt. fortsættes mod betaling?

Den reelle værdi af ordningen i arbejdslivet bør også tænkes ind i, hvor stor privat buffer der er behov for efter pension. Hvis en række behandlinger pludselig skal betales kontant, ændrer det hurtigt det månedlige budget.

Ny tandkonto: Lidt hjælp – ikke hele løsningen

Et aktuelt politisk forslag er en tandkonto, hvor alle voksne får et årligt beløb til tandpleje. Beløbet afhænger af alder. For personer omkring og efter pensionsalderen ligger det i niveauet 500–850 kr. om året med mulighed for at overføre midler i op til to år.

Formålet er at gøre et grundlæggende tandeftersyn økonomisk muligt. Ordningen ændrer ikke på, at større tandarbejde som implantater, broer eller omfattende behandlinger fortsat vil kræve betydelig egenbetaling. Budgetter, der kun tager højde for årlige eftersyn, giver derfor let et for pænt billede af de fremtidige udgifter.

Offentlig dækning beskytter ikke hele privatøkonomien

Sundhed og folkepension har i årtier været blandt de vigtigste drivere for væksten i de offentlige udgifter. Sociale ydelser til alderdom, herunder folkepension, udgør en stor del af de samlede sociale udgifter. Den politiske prioritering viser, at samfundet bruger mange kræfter på at understøtte ældre økonomisk og sundhedsmæssigt.

Det betyder dog ikke, at den enkelte pensionist er skærmet mod store sundhedsregninger. Den offentlige sygesikring tager sig primært af læge og sygehus. Privatøkonomien påvirkes stadig markant af egenbetaling til især tænder, hjælpemidler, medicin og ekstra pleje. Netop her kan der opstå et hul mellem forventning og virkelighed.

Tre byggesten i en robust strategi

For mange vil en kombination give mest ro:

1. Offentlig sundhed
   Basen er fortsat det offentlige sundhedsvæsen med læge, sygehus og kommunale ydelser. Det kræver ikke løbende præmier, men stiller krav til, at man kan håndtere ventetid og egenbetaling på de områder, der ikke er dækket.
2. Eventuel sundhedsforsikring eller seniorordning
   En privat ordning kan give hurtigere adgang til behandling og dække udgifter til fx fysioterapi, psykolog eller privathospital, afhængigt af produkt. For at være meningsfuld skal den matche de ydelser, man realistisk forventer at bruge. Det er ikke nok, at produktet lyder omfattende. Selvrisiko, undtagelser og maks. dækning kræver blik for detaljerne.
3. Kontant buffer øremærket sundhed og pleje
   En likvid reserve skaber fleksibilitet. Den kan bruges, hvis forsikringen ikke dækker, eller hvis man bevidst har fravalgt forsikring. Bufferen kan også dække plejeudgifter, hjælp i hjemmet eller andre ydelser, som ikke kun knytter sig til sygdom, men til at kunne blive boende og klare hverdagen.

Balancen mellem de tre byggesten afhænger af helbred, formue, risikovillighed og familieforhold. Pointen er, at alle tre dele bør overvejes samlet, ikke i hver sin silo.

Nettopenge, ikke kun bruttopension

Når sundhedsudgifter skal ind i pensionsbudgettet, er det pengene efter skat, der tæller. Udbetaling fra ratepension og livrente beskattes som personlig indkomst. Aldersopsparing udbetales skattefrit, men er begrænset i, hvor meget der kan indbetales.

To konsekvenser er værd at have øje for:

• Høje udbetalinger fra pensionsordninger kan øge skatten og påvirke tilskud eller pensionstillæg.
• En sundhedsbuffer, der er placeret på ordninger med skat ved udbetaling, rækker kortere i hånden, end beløbet på kontoen umiddelbart antyder.

Når du vurderer, hvor mange midler der er til sundhed, giver det mest mening at regne i nettobeløb pr. måned eller år. Det giver samtidig et mere realistisk billede af, hvor stor en forsikringspræmie eller egenbetaling økonomien kan bære.

Her kan det være en hjælp også at se på hvordan skat ved udbetalinger påvirker pensionen, så du bedre forstår, hvor meget du reelt har tilbage til sundhedsudgifter.

En enkel tjekliste til din egen plan

Nedenstående punkter kan bruges som udgangspunkt, når du vil omsætte overvejelserne til handling:

Svarene behøver ikke være perfekte fra starten. De giver et første billede, som kan justeres, når din livssituation ændrer sig.

Afrunding

Sundhed i pensionen handler både om behandling, ventetid, tryghed og frihed til at sige ja til hjælp, når kroppen kræver det. Den økonomiske side bliver ofte først tydelig, når den første store tandregning, høreapparat eller ekstra plejeudgift lander. En klar plan mindsker risikoen for ubehagelige overraskelser.

Ved at reservere en særskilt post til sundhed og pleje i pensionsbudgettet, tage stilling til sundhedsforsikring i god tid og regne i nettokroner, står du stærkere. Det giver mulighed for at bruge tid og energi på det, pensionen egentlig skal give plads til, i stedet for at bruge kræfter på økonomisk brandslukning, når helbredet forandrer sig.

Indlægget Planlæg sundhedsudgifter i pensionen: hvordan og hvor meget blev først udgivet på PensionsValg.

Egenbetalingen fylder mere, end mange forestiller sig. Husholdningerne står i gennemsnit selv for omkring 13 procent af de samlede sundhedsudgifter i Danmark. Det er især tandpleje, medicin og andre praksisydelser, der trækker op. Voksne betaler grundlæggende det meste af tandplejen selv, ligesom briller, en del hjælpemidler, fodterapi og psykolog typisk ikke er fuldt dækket. Der findes forskellige tilskud og ordninger, men de er ofte målrettet bestemte grupper og kan ikke tages for givet. Økonomien i pensionen kommer derfor mere i balance, når der ikke alene regnes med det offentlige, men også lægges en konkret plan for den del, der er egenbetaling.

Medicinudgifter og stigende forbrug med alderen

Medicinudgifter er et godt eksempel. Tilskud til receptpligtig, tilskudsberettiget medicin stiger i takt med det årlige forbrug. I 2025 får voksne først fuldt tilskud på 100 procent, når de samlede udgifter i tilskudsperioden når over 22.055 kroner, og egenbetalingen maksimalt har været cirka 4.735 kroner. For mange vil udgiften ligge under dette loft, men selv en årlig egenbetaling på nogle tusinde kroner kan være betydelig, hvis pensionen er presset. Samtidig stiger medicinforbruget typisk med alderen, især ved kroniske sygdomme. Et realistisk pensionsbudget bør derfor have en særskilt post til både løbende medicin og eventuelle “stød”, hvor forbruget pludseligt stiger.

Tandpleje og syn er to andre områder, hvor der ofte opstår uventede regninger. De regelmæssige tandeftersyn og mindre behandlinger kan som udgangspunkt passes ind i et almindeligt månedligt budget, men større arbejder som kroner, broer eller implantater kan hurtigt løbe op. Briller, nye glas og høreapparater kan også blive til femcifrede beløb over få år. Økonomisk trængte kan i nogle tilfælde få kommunalt tandtilskud efter aktivloven, og der eksisterer særlige og gratis ordninger på enkelte områder. De er dog målrettede og forbundet med betingelser, så de egner sig dårligt som grundlag for en langsigtet privat økonomiplan.

Brug for at tale om din pension? Det er gratis og uforpligtende

[contact-form-7]

Forsikringer som supplement til det offentlige

Mange vælger at supplere den offentlige dækning med Sygeforsikringen “danmark” eller en privat sundhedsforsikring. “danmark” giver kontante tilskud til blandt andet tandlæge, briller, fysioterapi, psykolog og medicin, mod et løbende kontingent. Gruppe S koster eksempelvis 429 kroner pr. kvartal i 2025. En privat sundhedsforsikring, ofte via arbejdsgiver, kan give hurtig adgang til behandlinger som operationer, speciallæger og psykolog, men dækker typisk ikke tandlæge og briller. Fælles for ordningerne er, at de kræver indmeldelse, mens man stadig er relativt rask. Venter man for længe, kan helbredet gøre det svært at blive optaget eller give begrænset dækning. Forsikring kan derfor være et nyttigt supplement, men den kan sjældent stå alene som løsning på alle fremtidige sundhedsudgifter.

En praktisk måde at strukturere sundhedsøkonomien på er at skelne mellem daglige, forudsigelige udgifter og større, usikre engangsbeløb. Løbende poster omfatter typisk tandeftersyn, almindelig medicin, briller med nogle års mellemrum og enkelte behandlinger hos fysioterapeut eller psykolog. De kan ofte rummes i det almindelige forbrugsbudget. De større og mere uforudsigelige udgifter som omfattende tandarbejde, langvarige psykologforløb eller ekstra hjælpemidler kan med fordel dækkes af en særskilt reserve. Enten i frie midler eller som en form for “sundhedsbuffer” på pensionen, som man kun rører ved, når de store regninger dukker op.

Pensionsopsparing målrettet sundhedsudgifter

Pensionsopsparingen kan indrettes med sundhedsudgifter for øje. Fradragsberettigede ordninger som ratepension og livsvarig livrente giver mulighed for at indbetale med skattefradrag. I 2025 kan op til 65.500 kroner årligt fratrækkes på ratepension og ophørende livrente, mens en privattegnet livsvarig livrente har et særligt opfyldningsfradrag på 60.300 kroner. Samlet kan 83.800 kroner i fradragsberettigede indbetalinger indgå i beregningen af ekstra pensionsfradrag. For personer med højst 15 år til folkepensionsalderen er fradragsprocenten her 32 procent, hvilket gør disse år særligt interessante, hvis der ønskes en solid økonomisk reserve til blandt andet fremtidige sundhedsudgifter.

Hvordan midlerne bedst fordeles mellem ratepension og livrente, kan afhænge af både tidshorisont, risikovillighed og ønsket fleksibilitet i udbetalingerne. En del af opsparingen kan med fordel reserveres som en målrettet sundhedspulje, der kan finansiere de udgifter, der ikke dækkes af det offentlige eller af forsikringer.

Aldersopsparing som sundhedsbuffer

Aldersopsparingen spiller en særlig rolle i denne sammenhæng. Her er der ingen fradragsret ved indbetaling, men til gengæld er udbetalingerne skattefri og tæller ikke med i indkomstgrundlaget for pensionstillægget. I 2025 er loftet 9.400 kroner om året, og fra syvende år før folkepensionsalderen kan loftet stige til 61.200 kroner årligt, hvis betingelserne er opfyldt. Kombinationen af skattefri udbetaling og ingen påvirkning af pensionstillægget gør aldersopsparing velegnet som målrettet sundhedsbuffer. Midlerne kan frigives i pensionistårene til for eksempel tandbehandlinger, briller eller egenbetaling til medicin, uden at presset på de løbende offentlige ydelser forøges.

En vigtig faldgrube handler om fradragslofterne. Mange indbetaler år efter år over grænserne på især ratepension og mister dermed en del af fradragsværdien. Når der specifikt spares op til sundhedsudgifter i pensionen, bliver det ekstra uhensigtsmæssigt, fordi den langsigtede reserve dermed bliver dyrere end nødvendigt. En enkel gennemgang af, hvor meget der allerede indbetales via arbejdsgiverordninger, og hvor meget der eventuelt lægges oveni privat, kan afsløre, om en del af opsparingen med fordel kan flyttes til aldersopsparing eller frie midler. Det giver typisk en bedre balance mellem skat, fleksibilitet og fremtidig likviditet.

Samspil med skat og offentlige ydelser

Samspillet mellem pensionsudbetalinger og offentlige ydelser er også værd at have med. Udbetalinger fra ratepension og livrente er skattepligtige som personlig indkomst. En høj samlet pensionsindkomst kan reducere blandt andet pensionstillægget. En sundhedsreserve på disse ordninger kan derfor i nogle tilfælde give mindre nettoudbytte end forventet, når skat og samspil med ydelser medregnes. Her kan en delvis omlægning til aldersopsparing eller frie midler give større råderum, selvom indbetalingerne ikke udløser fradrag på samme måde.

Det kan være relevant at tænke beskatning af pension og påvirkningen af pensionstillægget ind i planlægningen, så den del af formuen, der reserveres til sundhedsudgifter, giver mest muligt igen efter skat og modregning.

Flere politiske initiativer er på vej, men ændrer ikke grundbilledet. Fra 1. januar 2027 slipper svækkede ældre på de nye sundheds og omsorgspladser for egenbetaling til ophold og nødvendig medicin, hvilket mindsker udgifterne for netop denne gruppe. Ordningen ændrer dog ikke ved egenbetalingen for dem, der bor i egen bolig eller på traditionelt plejehjem. Det giver derfor fortsat mening at planlægge ud fra, at hverdagsudgifter til helbred stort set forbliver private, og se nye tiltag som et muligt supplement, ikke som noget der i sig selv fjerner behovet for egen planlægning.

Afslutningsvis giver det ro at vide, at sundhedsudgifterne i pensionen ikke blot overlades til tilfældigheder. En realistisk forventning til egenbetaling, et gennemtænkt samspil mellem pension, aldersopsparing og frie midler og et kritisk blik på forsikringer og fradragslofter skaber et mere robust grundlag. Så bliver der bedre plads til at bruge energien på trivsel og hverdag, mens økonomien kan bære både de små og de store sundhedsregninger gennem pensionsårene.

Indlægget Planlæg sundhedsudgifter i pensionen: hvordan og hvor meget blev først udgivet på PensionsValg.